iOS-14 opdateringen vil ramme annoncører på Facebook som en hårdt sammenpresset snebold midt i ansigtet en iskold vintermorgen i skolegården. Nogen begynder at græde, andre løber i sikkerhed indendørs, mens den hårde kerne tager kampen op!
Det samme vil ske på bagkant af iOS-14 opdateringen. Nogen vil stoppe al markedsføring, andre vil allokere marketingbudgettet til andre kanaler, mens de stædige vil kaste sig ind i kampen.
Hvis du er blandt de sidstnævnte, så får du her 12 tips til, hvordan du kan sikre så meget data som muligt.
6 Quick fix på Facebook
Hvis du vil sikre dig kun at bruge markedsføringskroner på personer, hvor du kan måle data og derved ikke risikerer at ”skyde i blinde”, er der et par hurtige greb, som du kan drage nytte af, når iOS-14 opdateringen for alvor rammer.
Hvis du oplever, at dine data fra hjemmesiden forsvinder, kan du fortsat udnytte Facebooks data ved at gøre følgende:
1. Ekskludér iOS-enheder
Du kan oprette kampagner, hvor iOS-styresystemet er ekskluderet. Så vil annoncerne kun ramme computerenheder og Android-styresystemet. Det betyder dog også, at du potentielt set vil ekskludere store dele af din målgruppe. Derfor bør du også overveje at lave en selvstændig kampagne kun for iOS-enheder.
2. Opsæt interaktionsbaseret remarketing
Opret remarketing-målgrupper på Facebook, der er baseret på brugeraktivitet og interaktion med din Facebook side. Det kan eksempelvis være brugere, som har interageret (klikket på annonce, kommenteret, liket m.m.) med din Facebook side i op til 365-dage.
3. Optimer din annoncelevering
Trafik-kampagner kan ændres fra ’visning af landingsside’ til ’klik på link’. Derved optimeres der ikke mod besøgende på hjemmesiden, men mod dem som klikker på annoncerne på Facebook. Forskellen er, at sidstnævnte også medregner fejlkliks. Men hellere fejlkliks end mistet data.
4. Overvej top funnel marketing
Hvis målet med markedsføringen ikke i første omgang er konverteringer og slutkunder, så bør du overveje kampagneoptimeringen for ’Rækkevidde’ og ’Kendskab til brand’ målrettet mod iOS-enheder.
Normalt er de to kampagneoptimeringer forholdsvis overflødige, da målet er at nå så mange personer/eksponeringer så billigt som muligt. Det betyder, at Facebook annoncerne primært vises til de personer, som ingen andre annoncører byder ind på – altså dem som Facebook har intet eller meget lidt data på.
Det kan være fordi de enten gemmer sig bag adblockers, har meget begrænset aktivitet eller aldrig foretager sig nogen handlinger på Facebook. Men hvis Facebook mister data på størstedelen af iOS-brugerne, så vil det potentielt set betyde, at de attraktive målgrupper pludselig befinder sig i målgruppen, som ingen andre byder ind på.
5. Benyt rabatkoder
I kan forsøge at måle effekten af Facebook kampagnerne ved at tilbyde kunderne en særlig rabatkode, som kun kan ses i annoncerne.
6. Opret særskilte landingssider
Ved at lave særskilte landingssider, som ikke er synlige i menustrukturen på hjemmesiden, kan du få sikkerhed for, at konverteringerne stammer fra Facebook annoncerne.
6 Long fix på Facebook
Ovenstående 6 punkter er ikke voldsomt avancerede eller dét, som vil bringe dig foran konkurrenterne på langt sigt. Det er nemlig alle punkter, som primært handler om at arbejde med Facebook uden data. Den langsigtede konkurrencefordel ligger i data!
For at sikre så meget indsamling af og ejerskab over data, bør du allerede i dag sætte gang i disse tiltag:
1. Benyt offline hændelser
Offline hændelser var stort for et par år siden, men har sidenhen mistet sin betydning, efterhånden som Facebooks pixel er taget i brug på flere og flere hjemmesider. Helt kort er offline hændelser konverteringer, som foretages steder, hvor Facebooks Pixel ikke kan læse data.
Det kan være i en webshop uden pixel, bookinger igennem telefonen, eller når du står nede i en butik, hvor du i forbindelse med køb/bestilling oplyser din e-mail eller dit telefonnummer mod at få en bekræftelse/kvittering tilsendt.
Her har virksomheden muligheden for at uploade mail/telefonnummer i Facebook, hvorefter Facebook matcher disse oplysninger med data på de personer, som Facebook har eksponeret for annoncerne. Det vil sige, at du på bagkant kan få svar på, om din Facebook annoncering bar frugt offline. En anden fordel ved disse data er, at de gør det muligt at opbygge stærkere remarketing og lookalike målgrupper.
2. Opret en Facebook Shop
Det er ikke altid nødvendigt at få folk ind på hjemmesiden for at få dem til at konvertere. Opsæt en Facebook Shop – hvilket praktisk talt er en webshop direkte på Facebook – så kan du få hele kunderejsen til at foregå på Facebook.
3. Benyt Instant Experience
I stedet for at annoncerne forsøger at hverve besøgende fra Facebook til hjemmesiden, kan du lave en Instant Experience. Det er en form for landingsside, som findes direkte på Facebook, hvor du har 100 % styr på data.
4. Udvælg 8 hændelsesevents
iOS-14 opdateringen betyder, at der fremadrettet kun kan benyttes 8 hændelsesevents (page view, contact, complete registration, purchase etc.) i annonceringen. Du skal aktivt tage stilling til, hvilke hændelsesvents du ønsker, at Facebooks algoritme skal optimere mod.
5. Verificer dit domæne
Før du kan udvælge de 8 hændelsesevents, skal du have verificeret dit domæne i Facebooks Business Manager. Det gøres under ’brand safety/brandsikkerhed’ i virksomhedsindstillingerne. Læs evt. Facebooks egen guide her.
6. Indsæt Conversion API
Har du en webshop, så bør du indsætte Conversion API direkte i shop-modulet. Ja, faktisk burde du allerede have gjort dette. Conversion API anvender nemlig serverside-tracking – altså kommer data fra serveren og ikke fra den besøgende, så der kan måles på konverteringer, selvom brugeren har fx adblocker.
Bruger du Shopify, så er det meget let og kan gøres på et par minutter. Bruger du WooCommerce, så er det er det en lidt længere proces, som hurtigt tager et par timer. Og bruger du Magento, så …. bør du skifte shop-modul – ellers bliver det en dyr udgift til udviklerne!
Vejen til 100 % data – Facebook Lead Ads og e-mail marketing
Alternativt kan du overveje at bruge Facebook Lead Ads til at indsamle e-mail permissions til dit nyhedsbrev. Ved e-mail marketing ejer du nemlig 100 % af data og kan meget tydeligt se, hvor mange der klikker, og hvem der konverterer.
Har du brug for en hånd til at navigere igennem en kampagneopsætning, der sikrer dig størst udbytte af din Facebook annoncering efter iOS-14 opdateringen? Giv os et kald på 82 823 470 eller skriv til info@online-results.dk.
Hold dig opdateret!
Vil du gøre din hjemmeside til en god forretning? Tilmeld dig og få besked, når der er nyt om digital brugeradfærd på bloggen!Klar til at få en hurtig og brugervenlig hjemmeside?
Online-Results er et stærkt hold af specialister i digital brugeradfærd. Vi skaffer trafik til din hjemmeside - og sørger for at trafikken bliver til kunder.
Ring til os
Send os en mail
"
Den bedste beslutning, jeg har taget, var at få Online-Results til at lave min nye hjemmeside. Jeg kunne mærke forskel fra dag 1 - der kommer langt flere henvendelser, og jeg kan kun ærgre mig over, at jeg var lidt længe om den beslutning. Jeg er glad for at have fundet et bureau, der tager sig af det hele og leverer rådgivning i øjenhøjde. Kort sagt sikrer de, at jeg får mange nye kunder for færrest mulige penge.
Morten Jensen
Indehaver, Centrum Gulve